I tre år har eleverne på en skole på en bakkeskråning registreret vejret fra en lille station på taget af naturfagsbygningen. Udstyret er beskedent. En regnmåler opsamler vandet i et smalt rør, og et termometer sidder i en ventileret hvid kasse, der skærmer det mod direkte sollys. Hver morgen klokken otte går to frivillige op ad trappen for at aflæse begge instrumenter og skrive målingerne ind i en fælles notesbog.
I begyndelsen virkede målingerne ikke bemærkelsesværdige. Varme dage fulgte efter kølige, og byger kom næsten uden varsel. Med tiden lagde eleverne dog mærke til noget mærkeligt. Deres regnmængder var hele tiden lavere end de tal, som lufthavnen på den anden side af dalen offentliggjorde, selv efter byger, der havde gennemblødt begge steder lige meget.
Deres lærer opfordrede dem til at undersøge sagen i stedet for at gå ud fra, at lufthavnen tog fejl. Eleverne undersøgte regnmåleren og opdagede, at en ventilationsåbning tæt på blæste hen over rørets åbning. På blæsende dage blev noget af regnen skubbet til side, før den kunne blive opsamlet. Forskellen var lille ved en enkelt byge, men den hobede sig op over flere måneder.
Klassen flyttede regnmåleren til det modsatte hjørne af taget, væk fra ventilationsåbningen, og sammenlignede de to placeringer i flere uger. Den nye placering passede langt bedre med lufthavnens tal. I deres rapport forklarede eleverne, at et instrument kun er så pålideligt som det sted, hvor det er sat op. De tilføjede også en note til de gamle optegnelser, så alle, der læste dem senere, ville forstå, hvorfor de første målinger var for lave.
